• Michelle Lerager

Det største eventyr du kan tage, er at leve det liv du drømmer om!


Når folk hører om, at jeg bor i Belgien med en fodboldspiller, er det første jeg bliver spurgt om altid: - "Men hvad laver du så dernede?"

Inden jeg flyttede til Belgien var jeg helt sikker på, at jeg bare lige skulle lande, og så skulle jeg helt klart finde et job, fordi alt andet ville være kedeligt.

Jeg er typen som fungerer bedst med en masse bolde i luften, og min tidligere chef sagde engang til mig: "Det virker til, at du arbejder bedst under pres, og at de større mere spændende opgaver fanger din interesse mere, end de mindre praktiske". Og det kan jeg sagtens nikke genkende til. Selvfølgelig er de mindre praktiske opgaver også vigtige, det er dem der får biksen til at løbe rundt, men jeg har altid været typen der får et adrenalin kick af en deadline. Der er ikke noget federe end at sidde og beundre resultatet af sin vellykkede opgave efter ens hårde slid. Jeg er typen der går ind i tingene 110% og hvis ikke jeg har mulighed for at gøre det, så vil jeg faktisk hellere lade være.

I den sidste periode inden jeg flyttede til Belgien, pendlede jeg mellem mine forældres hus i Solrød til Aarhus hver evig eneste dag - tur/retur samme dag. Jeg skulle gøre min trainee periode færdig, og jeg skulle afslutte min fagprøve eksamen med et godt resultat. Jeg kørte kvart over fem hver morgen, og var hjemme om aftenen ved otte tiden. Jeg må indrømme, at det var lidt hul i hovedet at tro det var "a piece of cake" , at køre så langt hver evig eneste dag, og de sidste ture inden jeg var færdig var også utrolig lange. Så lange, at jeg næsten kunne vejen i søvne, og det betød også, at jeg måtte holde lidt flere kaffepauser undervejs, for ikke at falde helt i søvn.

Heldigvis sluttede jeg af, med et rigtig godt resultat, det kunne faktisk ikke være gået bedre, og det gav mig også blod på tanden til at hoppe ind i det "voksne erhvervsliv", - nu kunne livet bare "komme an".

Jeg var så heldig, at der var plads til mig i virksomheden efter min elevplads var slut, og det var jo fantastisk! Men så ramte virkeligheden mig, fordi hvad skulle jeg dog vælge? Lukas havde fået tilbudt en kontrakt i Belgien. Hans første udenlandske kontrakt, enhver fodboldspillers drøm! Det kunne jeg da ikke stå i vejen for.

Jeg tænkte meget over tingene, men konkluderede, at jeg også ville have chancen for at komme med på en rejse, jeg ellers aldrig ville have været en del af, hvis ikke jeg kendte Lukas. Min uddannelse kunne ingen tage fra mig, og den var afsluttet, vi var unge, og hvis ikke det skulle være nu, hvornår så?

Jeg besluttede mig for at takke nej til at blive på min arbejdsplads, og derefter så jeg mig ikke tilbage. Det hele gik så stærkt, og pludselig kom dagen hvor Jessie og jeg skulle flytte ned til Lukas. Det var med et sug i maven af nervøsitet og nysgerrighed der flød gennem min krop. En masse tanker fløj gennem mit hovede: "Vil jeg kunne lide det dernede? Vil Jessie falde til? Vil vi kunne føle os hjemme? Vil jeg finde et job, eller hvad skal der blive af mig?"

Bilen var nu pakket, og Jessie og jeg tog en lang tur, tværs over den tyske Autobahn. En tur der på den ene side var utrolig skræmmende, men også spændende. 12 timer senere, og mange bilkøer rigere, landede vi i Deerlijk i Vestflandern. Her ventede Lukas, og at se hans glæde over vi var kommet for at være der sammen med ham og støtte ham, var det hele værd.

Jeg fortrød ikke et sekund, at jeg havde "opgivet" så mange ting, fordi alle de oplevelser jeg sidenhen har fået, kan slet ikke gøre op med det.

For at vende tilbage til selve spørgsmålet i dette blogindlæg, nemlig hvad jeg egentlig laver hernede, så er svaret kort og kontant "massere, men ikke noget arbejdsrelateret". Det har jeg faktisk lært at acceptere. Inden jeg kom herned havde jeg haft en jobsamtale over Skype, og havde fået tilbudt en elevplads som eventkoordinator i en stor virksomhed, der producerer grøn energi. Jeg var sindssygt smigret, men samtidig havde jeg lige afsluttet en tilsvarende uddannelse og jeg havde allerede erfaring med selvsamme opgaver, så jeg var splittet. Nu tænker nogen af jer nok: - "Hvorfor ikke bare gøre det, og så har du noget på CV'et? Sådan tænkte jeg også i en lang periode. Men så kom jeg frem til, at det slet ikke var det værd at tjene 900 euro om måneden for at arbejde 40 timer om ugen i Bruxelles, som om morgenen ligger 2 timer fra Deerlijk pga. myldretidstrafik. Så jeg takkede nej, og besluttede at jeg først lige ville lande før jeg fandt ud af noget.

Efter en lille måned i Deerlijk, blev jeg opfordret til at søge en stilling hos en international virksomhed som faktisk også var sponsor for Lukas' fodboldklub. Jeg tog til samtale, og dagen efter var jobbet mit, hvis jeg ville have det. Nu tænker i nok: "og hvad ventede du så på?"

Tja, jeg havde måske håbet, at jeg med det samme kunne fornemme at det var den rette vej, at gå for mig. Men indeni slog det mig, at hvornår ville jeg have mulighed for at udforske en hel ny kultur, et helt nyt land, møde nogle helt nye mennesker, og samtidig have økonomisk stabilitet til ikke at skulle tænke over lige at finde et arbejde nu og her? Måske aldrig... Så på det tidspunkt fulgte jeg mit hjerte, og takkede nej til ellers en rigtig fin mulighed for at kunne etablere sig som medarbejder i en stor virksomhed. Måske vil nogen synes det er hul i hovedet, måske forstår andre mit valg. I bund og grund er pointen, at man skal gøre det man har det bedst med, og så "skide værd" med resten. Jeg husker mig selv på, at jeg aldrig har haft et sabbatår. Jeg tog direkte på håndbold college efter mine folkeskoleår, og derefter tog jeg en tre årig HHX uddannelse, og efterfølgende takkede jeg ja til en trainee plads i Aarhus, hvor jeg var i to år.

Derfor synes jeg egentlig det er okay at sætte sig ned og trække vejret for en stund. Og jeg nyder den frihed jeg har haft til at gøre lige præcis hvad jeg vil. Jeg ved ikke altid hvad dagen bringer, men jeg keder mig langt fra. Jeg føler mig rigere på så mange andre parametre, og det er det vigtigste. Dagene flyver afsted, og jeg glemmer nogen gange at tænke over hvor priviligeret jeg/vi egentlig er. Der er ikke mange på vores alder der får sådan en gylden mulighed. En mulighed der kommer til de få, men hårdt arbejde bæger frugt, og det har jeg Lukas at takke for.

Nogen vil måske spørge: "Men hvordan er det at tilsidesætte dine egne behov/drømme?" Og dertil vil jeg bare knytte en kommentar. De er på INGEN måde tilsidesat, mere på standby. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal blive indfriet i fremtiden.

Det er nemlig ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år.

Og for mig, er de mennesker som har fået mest ud af deres liv, ikke dem, som lever i hundrede år, men dem, som har levet hvert evig eneste minut.

En vellykket rejse, er en returbillet til massere af erfaring, og jeg er ved at indsamle en masse af den slags til min kuffert.

Og det er ikke fordi jeg ikke er åben overfor det at finde et job, fordi som tidligere beskrevet elsker jeg at have noget ved hånden, og jeg er meget selvstændig og vil gerne gøre en forskel og udrette noget. Men lige nu nyder jeg at have mine små projekter, og det at kunne se verden med helt nye briller, har ikke mættet mig endnu. Når så det rette dukker op, og min mavefornemmelse er med, så er tiden inde til at tage skridtet. Og det glæder jeg mig også helt vildt til!

Jeg vil til hver en tid råde alle i samme situation til at springe ud i det ukendte, hvis de har muligheden. Det ville være ærgerligt at sidde tilbage og fortryde man ikke gjorde det. Jeg har fået så meget respekt for det at være "Football Wife", eller bedre halvdel til en sportsmand. Det er på ingen måde verdens nemmeste job. Og jeg vender mig nok aldrig helt til tanken om, ikke at vide hvad fremtiden bringer. Jeg er lidt af en tryghedsnarkoman, men det er jeg nødt til at se bort fra.

I denne verden tager man én dag af gangen, men det har da også sin charme til tider!

Livet handler om at leve i nuet, glæde sig til fremtiden og lære af fortiden, - lidt kliché men ikke desto mindre, er det sandt.

Husk på, at leve det liv DU vil leve, og ikke for andres skyld men kun din egen.

Tak fordi i læser med!

Xx

M

#LukasLerager #Essevee #Footballwife #livingaborad #Udenlandsdansker #Belgium #football #FlorianVanEenoo

628 visninger

© 2017 Created by MICHELLE LASSEN