• Michelle Lerager

En lille julesmåkage opskrift


Så nærmer julen sig med hastige skridt. Alle pakker er pakket ind, og vi er snart klar til at indtaste Danmark på gps'en.

Jeg er i fuld gang med at bage småkager som vi kan have med hjem til jul.

Når man bor i udlandet må man engang imellem være kreativ når det kommer til bagning.

Specielt når du prøver at følge en dansk opskrift med franske produkter. Fx tog det mig et par dage at finde stødt nellike, men det jo klart når navnet på fransk ikke er i nærheden af det danske. På fransk hedder det; "Clous de Girofle"... Jeg bliver bare så klog!

Og efter 2 forgæves besøg i de lokale supermarkeder som ellers er KÆMPE, så lykkedes det mig endelig at finde frem til lidt forskellige blandede krydderier som vi kender fra de originale julesmåkager vi begge har fået som barn.

Indtil da har jeg kunne bage pebernødder, vaniljekranse og jødekager uden problemer, men brunkagerne har drillet mig lidt, da jeg hverken har kunnet finde sukat eller potaske, derfor har jeg i dag været kreativ og prøvet mig lidt frem. Jeg fandt to opskrifter, - én på gingerbread, og én på brunkager, jeg brugte så noget fra hver opskrift, samt udfoldede mine egne kreative idéer og resultatet blev virkelig godt!

Jeg har valgt at kalde dem Biscuits de Noël Danois (danske julesmåkager)

Til andre der bor i udlandet, eller bare har lyst til at prøve en anderledes småkage til jul, så kommer opskriften her.

Ingredienser:

75 g blødt smør

100 g rørsukker (eller 50 g normal sukker og 50 g rørsukker)

1,5 dl brun farin

2 æg

1 spsk Ahornsirup

5 dl mel

50 g hakkede mandler eller pistacenødder (finthakkede)

2 tsk stødt nellike

1 tsk stødt ingefær

3 tsk stødt kanel

75 g blødt smør piskes til en ensartet masse sammen med rørsukker og farin.

Put dernæst æg og sirup i, og rør til det hele er godt og grundigt samlet.

Bland i en anden skål de tørre ingredienser og vend dem derefter i sukker/sirup massen. Ælt derefter dejen godt igennem på et meldrysset bord. Stil derefter dejen koldt i en times tid - pakket ind i film.

Jeg rullede dejen ud, og brugte små forme med julemotiver til at stikke forskellige småkager ud. Jo tyndere du ruller dejen ud jo mere sprøde småkager får du, men eftersom gingerbread ikke behøver at være mega sprøde, så kan man finde en mellemvej. Ca. 0,5 cm fandt jeg passende. Er de under bliver de altså meget, meget sprøde.

Du kan dyppe formene i lidt mel, så dejen ikke hænger ved.

Læg småkagerne på en plade med bagepapir og sæt ovnen på ca 180-190 grader i 8-10 minutter. Til kagerne bliver let gyldne.

Lad småkagerne køle af på en kold rist eller et koldt bord.

Hvis du er rigtig kreativ, kan du pynte småkagerne med kage dekorations farve!

Voila!

Bon appétit!

#brunkager #gingerbread #christmas #jul2017

35 visninger

© 2017 Created by MICHELLE LASSEN