• Michelle Lerager

Jule & nytårs hilsen


Godt nytår alle sammen!

Jeg håber i er kommet godt ind i det nye år, har fået spist en masse julemad og råhygget med familien. Det har vi i dén grad!

Julemaden er personligt mit højdepunkt ved julen, og så selvfølgelig en masse familiehygge.

Lukas spillede sin sidste kamp den 20. december, så jeg sørgede for at pakke bilen (eller PROPPE), den var godt nok fyldt til randen med alle de gaver vi skulle have med hjem, og da slutfløjtet lød, kørte jeg Lukas i møde på et hotel i området, hvor deres biler sommetider er parkeret op til kamp.

Jeg tvivlede på hvor meget jeg ville kunne holde mig vågen - jeg hader nemlig at køre om natten, men på grund af adrenalinen, og skuffelsen over et nederlag og en lidt svær periode i klubben, var Lukas mere end lysvågen og klar til at tage kampen op - med kurs mod Danmark. Vi kom afsted lidt over midnat, og holdt et stop for at tanke ved 5-6 tiden i Paris. Klokken 9.30 kørte vi ind på et hotel lige ved den tyske grænse og tog et lille hvil.

Kl. 13 var vi klar til afgang igen, og Lukas tog igen tjansen, helt fint for mig, jeg har det nemlig ganske fint med at være co-driver ;O). Vi slap igennem Tyskland og knudepunkterne ved Bremen, Münster og Hamborg, og inden vi fik set os om, kørte vi på færgen i Puttgarden ved 19 tiden. Vi nåede Solrød kl. lidt i ti torsdag aften den 21., og den lange tur kunne mærkes i alle lemmerne. Jessie var eksemplarisk under hele turen, hun sover stort set hele tiden, og vi hører aldrig noget til hende. Hun elsker at komme med på tur, og synes altid det er spændende, når vi gør holdt på et hotel, eller en rasteplads, så skal hun nemlig ud og undersøge stedet. Hjemme i Solrød ventede et savnet dansk bord med lækre madder, og mine forældre og brødre tog imod os - de var selv lige landet efter 12 dage på Cuba. Der blev råhygget en masse, gået nogle gode ture på stranden og juleaften kom Lukas' mor og min farmor over til os, og vi havde en dejlig aften. Første juledag var jeg hos min mormor og morfar traditionen tro, og Lukas tog til sin fars familie.

Anden juledag tog Lukas og jeg til Lukas' mor, hvor hele hans mors familie var inviteret.

Efter et par hyggelige dage med ALT for meget mad, blev det pludselig den 29. december, og det betød, at vi nu måtte sætte kurs mod Bordeaux igen, da Lukas skulle møde ind inden den 31. om morgenen. Lidt ærgerligt! Dagene går altid så stærkt når vi er hjemme, men vi nød det i fulde drag, og fik tanket lidt energi op igen. Vi kørte retur om eftermiddagen og overnattede på et hotel i Antwerpen, inden vi om formiddagen kørte den sidste strækning mod Bordeaux. Denne gang var der lidt flere biler på vejene, men vi kom helskindet igennem den alt for lange tur, - som stadig kan mærkes lidt i kroppen.

Her er lidt billeder fra vores jul!

Lukas startede op lige på og hårdt med to træninger i går - nytårsaften, så jeg besluttede at handle lidt lækkert mad ind, og stod og kokkererede det meste af dagen til Lukas var hjemme igen.

Vi havde en dejlig aften, og efter en morfar på sofaen, hoppede vi ved midnat ind i det nye år.

Vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle forvente af Bordeaux nytårsaften, og det blev da heller ikke til særlig mange knald, men det passede os nu fint - (selvom det selvfølgelig er flot at se på), så blev alle dyrene i området i det mindste ikke stressede. Det er jo en god ting! Vi havde selv købt en konfetti/bordbombe (Ja, jeg havde rigtig flottet mig ;-)), og den blev meget fint skudt af ude foran. Det var så vores start på det nye år!

Tusind tak til alle jer der læser med, tak for en skøn uge til vores dejlige familier, som vi savner hver dag! 2017 har været helt utroligt, det kræver næsten et indlæg i sig selv, så det vil jeg derfor sørge for én af de kommende dage!

I ønskes alle et godt og lykkebringende 2018!

Jeg har massere af projekter i ærmet, dem skal i nok høre meget mere om.

Vi satser på 2018 bliver fantastisk, selvom 2017 er meget svær at overgå!

Xx

M

#2017 #Nytår #Jul #Bordeaux

44 visninger

© 2017 Created by MICHELLE LASSEN