• Michelle Lerager

Corona, italiensk lockdown og babysnak

Så skiftede året til 2020, et år vi alle havde høje forventninger til, (for det har man vel når man står klar på stolene den 31. december før midnat og "hopper ind i det nye år")...

Ikke desto mindre et år, der skulle vise sig at blive MEGET anderledes, end det forgangne.


Året startede med en stor nyhed for vores vedkommende, nemlig at vi skulle/skal være forældre til en lille dreng i efteråret, noget vi selvfølgelig havde arbejdet et par måneder på. Nu havde jeg jo fået mit drømmebryllup sidste sommer, så måtte det være på sin plads med en familieforøgelse og en legekammerat til Jessie. :-)

Det er meget specielt, at begynde på sådan et stort kapitel, som det er at blive forældre, men vi glæder os til alt dette, det må indebære, med sure lortebleer og spandevis af ubetinget kærlighed til det lille menneske, der gemmer sig inde i min forholdsvis synlige mave nu!


Status på graviditeten

Jeg er gået ind i graviditetens andet trimester, og er også over halvvejs (uge 21) nu. Jeg mærker liv hver dag, og i starten skulle man lige vende sig til fornemmelsen af at have et helt insektbo til at rende rundt inde i maven. Men nøøj, hvor er det livsbekræftende og vildt. Tit spørger jeg mig selv, - er jeg klar til at blive en mor? Og hvad indebærer den titel egentlig?

Men findes der overhovedet en jobbeskrivelse eller en manual, der hører med? Umiddelbart ikke tænker jeg... Og det er nok meget godt.


Tankerne er mange, men det er også helt okay! Det er det mest vilde, men samtidig også mest grænseoverskridende, at skulle være "nogens mor". At skulle have ansvaret for sådan en lille skabning, men jeg glæder mig uendeligt meget.


Virus, som en dårlig Sci-Fi serie på Netflix

Den lille babybobbel blev brudt for en stund, (selvom det var umiddelbart svært at bryde igennem) af en pludselig verdens krise, - i har nok hørt om den? Jeps - Corona virussen...


Jeg vil egentlig ikke skrive så meget om den, for nu synes jeg det er på tide, at vi som samfund kigger fremad og forhåbentlig ind i en lysere fremtid.

Men som i nok kan forstå, kom det lidt bag på os, at vi fra den ene dag til den anden kom i total lockdown som det første land. Gaderne lå øde og lignede noget fra en Sci-Fi serie, eller måske bare 1. januar...

Man skulle pludselig bryste sig med masker, handsker og ID, for bare at handle - ja selv cravings til den gravide!

Alt var lukket ned, og 200 meter, det var den radius, du maks måtte gå fra din bopæl, én ad gangen vel at mærke.

Lukas tog tørnen som husmor, og vi så ingen mennesker i 3 uger heroppe på bjerget, hvilket også fik os til at kigge hinanden i øjenene og beslutte, at nu måtte det være tid til at køre hjem til Danmark og være en del af civilisationen igen.


Det var en god beslutning, og vi nåede efter en MEGET lang køretur i ét stræk til Danmark, til vores lille base I Nordhavn.

Det blev til et 1,5 måneds besøg, som ikke var helt som det plejer at være. Men det vigtigste var, at vi fik set vores familier (på afstand), ladet batterierne op og spist en masse tebirkes (for mit vedkommende), og så var vi klar til en ny Giro d'Italia etape.


Hvad så nu?

Jo, nu er vi tilbage på bjerget i 14 dages karantæne (#dag9) heldigvis holder vi hinanden ud og det er vi gode til! ;-)

Hvis der er noget Corona virussen har lært mig/os, så er det at give plads til hinandens vaner, skørheder og forskellighed, og nyde at have så meget tid sammen. En tid, vi aldrig får igen.



Det var alt for nu!

Nu vil jeg tilbage til skolebænken igen.


Hav det godt, og pas på jer selv, indtil vi høres ved igen!



Xx

M

349 visninger

© 2017 Created by MICHELLE LASSEN